Forside ANNONCERING Søg



blank

Madanmeldelse: Gedigne bøffer på Granola

MAD På VESTERBRO


RSS

På grænsen mellem Frederiksberg og Vesterbro serverer Galante Granola gedigne bøffer, og vores madanmelder havde svært ved at få sig selv til at forlade stedet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Vesterbro-Nyt - KLIK HER

Jeg er virkelig vild med at spise ude! Og var jeg ikke blot en fattig studerende, så gjorde jeg det oftere, end jeg gør nu.

Hvorfor? For det første, så får man mere kvalitetstid med dem man spiser med, simpelthen fordi man lægger mobiltelefonerne væk og koncentrerer sig om at være til stede.

For det andet, så får man mad, som man måske ikke altid selv ville have lavet det, og man bliver på den måde udfordret i forskellige smage og sanser. Igen spiller koncentrationen ind, fordi man nyder maden og giver sig tid til at smage, hvad man reelt spiser.

Tredje og sidst, så får jeg ofte inspiration og ideer til nye retter, som jeg efterfølgende prøver kræfter med i mit eget køkken.

En veninde og jeg har begge over en længere periode haft rigtig travlt med job og studie, og da vi ret impulsivt fandt tid i vores kalendere, besluttede vi at tage ud at spise, især med den begrundelse, at den sparsomme tid skulle bruges kvalitativt – ren venindetid.

Vi var begge forholdsvis sultne, da vi mødtes ved otte-tiden, og vi ville derfor have ”et ordentlig måltid mad”. Vi havde begge hørt positive omtaler af Granola, men ingen af os havde besøgt stedet tidligere. Granola havde oprindeligt ikke aftenservering, men efter at åbningstiderne er blevet udvidet, er det nu også muligt at besøge stedet om aftenen.

På trods af, at det blot var en helt almindelig onsdag midt på måneden, så var stedet godt besøgt. Vi var dog heldige at få et bord til to. Granola er blot et lille sted, hvor der hersker en rigtig hyggelig stemning, hvilket i høj grad skyldes det personlige præg på interiøret, den dæmpede belysning og de skønne jazz-toner.

Tjeneren kom hurtigt med menukortet – og hvor elsker jeg dog simple menukort! Det indikerer for mig høj kvalitet, ingen gamle råvarer på lager samt selvtillid fra restauranten side a la ”vi ved, at vi er gode til det, vi gør”.

Når Granola skriver steak, så mener de det virkelig!
Som førnævnt, så var vi ret sultne, og vi bestilte derfor nogle forskellige varianter af mandler og oliven. Yderligere fik vi serveret lækkert hjemmebagt brød med dip. Det var virkelig en lækker forret.

Til hovedret bestilte vi begge oksefilet med hjemmelavede pommes frites, estragonmayonnaise og grøn salat. Et stort, godt stykke kød som var stegt til perfektion! Salaten var super simpel med blot tre ingredienser, men en lækker olie/eddike dressing gjorde den meget smagfuld. Granolas pommes frites var sprøde og salte, som de nu engang skal være. Til hovedretten fik vi special hvede-øl og danskvand.

Ved 22-tiden blev belysningen dæmpet yderligere, og en bar-stemning sænkede sig roligt over stedet. Hvis vi ikke skulle have været tidligt op næste dag, havde vi nok siddet der et par timer ekstra. Vi havde virkelig ikke lyst til at forlade stedet. Vi sluttede aften af med kaffe, som levede op til madens kvalitet! Det er på nuværende tidspunkt den bedste americano jeg har fået i Købehavn (og jeg er en ganske habil kaffe-drikker).

Back to basic – service på den traditionelle måde!
Når jeg spiser ude sker det desværre jævnligt, at timingen af mad og drikke kikser – Men ikke på Granola! Vores snacks og brød kom hurtigt, men vi fik tid til at nyde dem før hovedretten blev serveret. Vi oplevede ikke ventetid, og tjeneren var sød til at spørge ind til om alt var, som det skulle være.

I løbet af aftenen observerede jeg, hvordan tjeneren pænt gav en ældre dame sin frakke på, da hun skulle forlade Granola. Jeg tænkte ”Nice! … men måske kender han hende?”. Men da vi selv skulle gå holdt samme tjener døren for os, og ønskede os en fortsat god aften. Det er virkelig god stil, at man bliver fulgt til dørs, og ikke er glemt, så snart dankortet er kørt igennem.

Kombinationen af virkelig lækker mad til prisen, den gode stemning og venlige betjening gør, at vi bestemt kommer tilbage til Granola. Vi vil bestemt lægge vejen forbi Granola i fremtiden og vi har planer om at prøve deres brunch ved næste besøg.

… Et lille men
Som sagt så var vi heldige at få et bord til to. Vi sad dog meget tæt på de øvrige gæster. Det kan virke en smule både forstyrrende, hvis man føler, at man hele tiden kan følge med i de andre gæsters samtaler, men også en smule intimiderende, at man selv kan føle sig lidt ”overvåget” af de andre gæster. Men heldigvis afhjalp musikken en del af problemet og vi var jo også bare glade for, at det der var borde nok, til at vi kunne få en plads på Granola.

… om Granola
Priser: Vi kom af med 495 kr. i alt for både forret, hovedret og drikkevarer for to personer.

Takeaway: Det er også muligt at nyde Granolas mad hjemme.

Åbningstider: Mandag-fredag: 7-24, lørdag: 9-24, søndag 9-16.

Praktisk info:
Adresse: Værnedamsvej 5, 1819 Frederiksberg C.
Telefon: 33 25 00 80
Facebook: Granola
Instagram: @cafegranola

//vesterbro-nyt//
Mandag 18. aug 2014 / 70902
450878 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

anne-ditte-nyt-billede Sort-hvidAnne-Ditte Termannsen


Anne-Ditte Termannsen elsker mad og anmelder spisesteder her på Vesterbro-Nyt.

Hun læser kandidaten i Human Ernæring på Københavns Universitet og har bloggen sundhedsbanditten.dk

Anne-Ditte er vild med at eksperimentere med spændende råvarer i køkkenet, ernæringsforbedre opskrifter og foodstyle mad. Hun ønsker at inspirere og motivere andre mennesker inden for alle aspekter af sundhed.

Følg Anne-Ditte på Instagram: @adtermannsen

Følg Sundhedsbanditten på Facebook: facebook.com/sundhedsbanditten










blank