Forside ANNONCERING Søg




Kapgang – en kæmpe omgang dansk med dansk på

ANMELDELSER FRA A90


RSS

Du skal se den, hvis du sidder og trænger til et stykke med dansk. Altså dansk, som i at spise rødgrød med fløøøde (med tre ø’er), mens Kim Larsen spiller og dronningen holder nytårstale.

Følg Vesterbro-Nyt på Twitter - KLIK HER
Filmen får topkarakter, seks ud af seks stjerner.

Er du, som jeg, i stand til at sætte pris på 70’ernes danske ungdoms film? Den der langsomme, uerfarende famlen efter den første kærlighed og spirende seksualitet uden rigtig at nå til et egentligt resultat. Og at det er helt okay for historien, fordi det filmen egentlig skal, er at skabe et billede af en tid, hvor alt uetisk er totalt accepteret.

Det er det der gør ”Kapgang” så fandens charmerende på den grimme måde. Hvis du elskede ”Se min smukke navle” så er denne film perfekt. Hvis ikke, så skal du måske overveje om du orker det. (Den får 6 stjerner, da den er perfekt inden for sin genre. Og hvis du læser den sætning højt så rimer det næsten)

Da Martin uventet mister sin mor, må han ikke alene forholde sig til familiens nye virkelighed, men også pubertet og det kommende voksenlivs mange udfordringer. Men hvad gør man så, når man ved hele Sønder Omme følger hver en bevægelse man laver?

Når man hverken kan overskue eller gennemskue morgendagen? Når man oveni købet er småforelsket uden helt at vide i hvem? Der bliver ikke hvilet på laurbærrene i den lille by.

Denne film er lavet af Niels Arden Oplev. Den samme mand der lavede ”Drømmen”, som er en af mine danske yndlings film. De foregår begge i 70’erne, men griber perioden meget forskelligt an. ”Drømmen” er på mange måder et tilbageblik hvor, hvis jeg ikke vidste bedre, ”Kapgang” havde kunnet være gået i biograferne samtidig med ”Mig og Charlie”. Det der ”Zappa”-agtige tempo gør den meget autentisk, men den tragikomiske humor er meget nutidig og gør den enormt underholdende.

Det er også det mest vanvittige cast, jeg længe har set. Det er som om der scene efter scene blev ved med at vælte store skuespillere ind på lærredet. Det gav en fed modvægt til historien, der egentlig er drevet af et meget ungt og ukendt cast. Og de gjorde det godt de kære små. Man kunne mærke at der i Villads Bøye (Martin) og Frederik Winther Rasmussen (Kim) er grobund for noget stort. De skal øve sig lidt, men det skal nok komme.

Det lækreste ved denne film er de øjeblikke, der kom bag på mig. Der bliver holdt godt fast i følelserne og der var flere overraskelser end forventet. Niels Arden Oplev har som instruktør for første gang, efter min mening, fundet balancen mellem stille larm og larmende stilhed. Det er en kunst ikke mange mestre og det var fandeme en fornøjelse. Hatten af og op i luften med den.

Det skal også siges, at jeg, ind i mellem de mange grin jeg fik, også måtte fælde en tåre. Jeg bliver tit rørt over film, men jeg græder sjældent. Men der er en scene i filmen der tog pusten fuldstændig fra mig. Jeg vil ikke sige hvilken (no spoilers), men hvis du ser den vil du forstå. Det er en af de bedste scener i dansk film til dato.

Alt i alt, så var jeg ret vild med den her…, hvis du skulle være i tvivl. Man bør nok se den uanset hvad. Jeg tror at de fleste ville kunne lære noget af den, hvis man orker at have et åbent sind i hele 108 min. Jeg skal i hvert fald ind og se den igen. Sammen med min mor. Hun er født i 1964. Hun vil elske den her.

//vesterbro-nyt//
Onsdag 27. aug 2014 / 71536

Anmeldelser fra A90A90-logo300X300


Hvad er en nørds største drøm? At få lov til at komme i Imperial til pressevisningerne kl 09:30 om morgenen eller have fripas til Vesterbros spille steder og koncerter? For mig er det begge dele. And I am overjoyed! Og det bedste af det hele er, at jeg kan dele det med jer – hvis I altså orker at høre på mig.

Jeg har hverken en filmisk eller musikalsk uddannelse bag mig og er derfor i virkeligheden egentlig ikke autoriseret til at have en mening. Men…det har jeg lidt alligevel. Jeg har en kæmpe kærlighed til alle kulturens udtryksformer. Altså en nørd med en bred smag. En entusiast med meget på sinde. I vil altid få min ærlige mening og mit helt umiddelbare indtryk. Og jeg lover, jeg nok skal være sød…og fair…måske.

Anmeldelserne er skrevet af Amanda K. Larsen der også står Vesterbro Nyt’s A90 illustrationer.

A90 Plakater: https://www.facebook.com/A90plakater










blank