Forside ANNONCERING Søg




Arkivfoto

Machine Head gæster igen VEGA til efteråret

RSS

Det amerikanske metalband Machine Head indtager atter engang VEGA med deres moderniserede thrash-metal, når deres ”Killers & Kings Tour” bringer dem forbi København lørdag den 29. november.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Vesterbro-Nyt - KLIK HER

Det californiske metalband, Machine Head, har efterhånden besøgt Danmark en del gange, og hver gang til stor fornøjelse for både fans og anmeldere. Forhåbentligt gentager succesen sig, når bandet erobrer scenen i Store VEGA med sange som ”Locust”, ”Halo” og den seneste udgivelse ”Killers & Kings”.

Machine Head, bestående af Robert Flynn, Phil Demmel, Adam Duce og Dave McClain, har domineret på metalscenen siden 1992 og blev synlige med deres debutudgivelse, Burn My Eyes, tilbage i 1994. Bandet har gjort sig yderst bemærket med deres groove metal, som også har været til stor inspiration for nyere metalbands.

Siden debuten har bandet udgivet syv studiealbums og arbejder i øjeblikket på at færdiggøre deres ottende udgivelse, som ifølge forsangeren Robert Flynn skulle være banebrydende for bandet: ”The new stuff is turning out better than anyone expected, we had a breakthrough.”

Bandets mest roste udgivelse var bandets sjette studiealbum, The Blackening, som formåede at placere sig på en 53. Plads på Billboard 200, hvilket må siges at være en yderst flot placering for så aggressivt et metalband.

Machine Head har som før nævnt besøgt Danmark en del gange, både på Train i Aarhus, Store VEGA, Roskilde Festival og Amager Bio. Anmelderne har gang på gang rost bandet for at være en energibombe uden lige på scenen, når bandets hårde metallyd altid tager publikum med storm.

Gaffa har før udnævnt Machine Head til at være en af verdens førende heavy-bands, og der er derfor lagt i kakkelovnen til endnu en mindeværdig aften, når bandet atter skal blæse anmeldere og fans bagover med deres hæsblæsende, ustoppelige metalrock i VEGA.

Fakta om koncerten
Machine Head (US)
Lørdag den 29. november kl. 20
Store VEGA, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V

//vesterbro-nyt//
Torsdag 14. aug 2014 / A00777









blank