Forside ANNONCERING Søg




Arkivfoto

Gamle drenge: Danmarks største boyband fylder 170 år

RSS

Danmarks største boyband, også kendt som Tivoli-Garden fylder 170 år.

Like Vesterbro-Nyt på Facebook - KLIK HER

Verdens ældste ungdomsgarde, Tivoli-Garden, fylder 170 år i 2014. Datoen for den første optræden fortaber sig i historien, så nu er 4. september indført som den officielle jubilæumsdato.

Men allerede den 29. august tyvstartes fejringen af den runde dag med en storslået koncert i Tivolis Koncertsal, hvor også Den Kongelige Livgarde deltager, og der desuden er uropførelse af et helt nyt værk, komponeret til Tivoli-Garden.

Den 4. september kl. 16 får alle københavnere mulighed for at hylde Tivoli-Garden, når der er parade fra Rundetårn ad Strøget til Tivoli.

”Tivoli-Garden er en af vores ældste traditioner, og som alle traditioner giver den kun mening, hvis den er levende og livskraftig. Vi kan heldigvis sige ja til begge dele; den musikalske standard har sjældent været højere og ambitionerne for Garden er tilsvarende store. Vi ser frem til at tage fat på 170 år mere,” siger Tivolis musikchef, Henrik Engelbrecht, der har ansvar for Tivoli-Garden.

Levende tradition
Tivoli-Garden blev stiftet af Georg Carstensen, der grundlagde Tivoli. Formålet med ’det lilliputiske militair’ var at stå vagt ved Tivolis mere statelige bygninger. Gennem årene har Tivoli-Garden haft vekslende størrelse og funktion. Fra de første år nævnes en afdeling, der kaldes ’den tyrkiske musik’; det var et par drenge iklædt løveskind og sminket brune med chokolade! I 1909 etablerede man Hestgarden og i 1928 Borgervæbningen. I nyere tid husker mange Guldkareten og Marineartilleriet, som eksisterede indtil for et par år siden. Endnu en nyskabelse (forholdsvis) er Nissebandet/Græskarbandet, som er et otte mand stort ensemble, bestående af fortrinsvis ældre drenge.

Senest er det meldt ud at Tivoli-Garden gør klar til at optage piger, hvilket forventes at kunne ske fra 2015.

Tidslinje for Tivoli-Garden
1844 Tivoli-Garden stiftes. Tivoli Pjerrot, Niels Henrik Volkersen, er Gardens første leder
1872 Den livgarder-agtige uniform indføres
1886 Tivoli-Garden optræder med (lånt) tambourkorps for første gang
1909 Musikkorpset stiftes
1918 Tivoli-Garden får ’kaserne’ i den norske bjælkehytte ved Tietgensgade
1934 Tivoli-Garden rejser for første gang udenlands, til Stockholm
1951 Tivoli-Garden optræder i London; dette er begyndelsen på heftig rejseaktivitet
1980 Tivoli-Garden flytter ind i den nuværende ’kaserne’ i H.C. Andersen Slottet
1998 Tivoli-Garden begynder at optræde om vinteren i forbindelse med Jul i Tivoli
2014 Tivoli-Garden offentliggør, at piger snart får adgang til Garden

//vesterbro-nyt//
Torsdag 21. aug 2014 / A00780









blank