Forside ANNONCERING Søg




Foto: Christian Geisnæs. Her ses Carl Mørck, Assad og Rose gruble over sporernes sammenhæng i afdeling Qs kælderkontor.

Det løber koldt ned ad ryggen, men man kan ikke stoppe med at kigge

RSS

Den mavesure og evigt cigaretrygende Carl Mørck har fået en ny, gammel sag på halsen i ”Fasandræberne”. Denne gang er det en bestialsk historie, der rummer en dybt tragisk skæbne, og vores kriminalbetjent involverer sig nu langt ud over den professionelle grænse.

Fem ud af seks stjerner.

Af Thomas L.W. Toft

”Fasandræberne” er filmatiseringen af den anden bog i rækken af Jussi Adler-Olsens romaner om Afdeling Q og kriminalkommissær Carl Mørck (spillet af Nikolaj Lie Kaas). Omdrejningspunktet er et uopklaret dobbeltmord på et ungt søskendepar i et sommerhus tilbage i 1994. Forbrydelsen er for længe siden opklaret og gerningsmanden smidt i fængsel, men der er noget, som ikke helt stemmer. En fars desperate søgen efter retfærdighed får Carl Mørck og hans assistent Assad (Fares Fares) til at tage sagen op igen, og det viser sig hurtigt, at der er flere vigtige spor, som er blevet ”glemt”.

Sammen med den nytilkomne og rapkæftede sekretær, Rose (Johanne Louise Schmidt), der skaber orden og systematik i de to herres rodede kælder af et kontor og laver kaffe, som ikke river op i Carls mavesår, finder de frem til et vidne, der ved sandheden. En tidligere kostskoleelev, som kender morderne særdeles godt. Hun hedder Kimmie (Danica Curcic) og har sine helt egne personlige planer om at straffe de skyldige. Problemet er bare, at de koldblodige psykopater, som i det skjulte har ødelagt utallige menneskers liv, inklusiv hendes eget, er langt stærkere og indflydelsesrige end både Kimmie og Afdeling Q. Denne gang er Carl og Assad ikke oppe imod en ensom ulv, som i ”Kvinden i Buret” (første film i rækken), men en modstander, hvis net af kontakter stikker dybt til den øverste top i erhvervslivet og sågar politigården.

Med ”Fasandræberne” er det igen lykkes instruktøren Mikkel Nørgaard samt manuskriptforfatterne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg at lave et nervepirrende krimidrama baseret på Jussi Adler-Olsens bøger. Og det er bestemt ikke en film for sarte sjæle. Filmen er nemlig kendetegnet ved at være så direkte i skildringen af skurkenes (Pilou Asbæk og David Dencik) sadistiske voldsudøvelser, at det løber en koldt ned ad ryggen. Selvom det er ubehageligt at se på, giver det dog filmen den kant og dybde i de psykopatiske karaktertræk, som gør skurkene særdeles komplekse samt underholdende at frygte og hade. Skuespillet er generelt solidt, og især de yngre skuespillere, hvor specielt Sarah-Sofie Boussnina skiller sig ud som den unge Kimmie, er ubehageligt overbevisende som livsglade teenagere med et mørkt og farligt indre.
En anden skuespiller, som må trækkes frem, er Nikolaj Lie Kaas, der er fænomenal naturtro som den gnavne og dog sympatiske kriminalkommissær. Den grå mand med det uredte ansigt bliver leveret som en handlekraftig og idealistisk efterforsker, der vil gå langt for at finde sandheden. Fares Fares giver her et rigtigt godt samspil med Nikolaj Lie Kaas som Mørcks assistent og vel nok eneste ven, Assad.

Læsere af bogen vil sikkert hurtigt lægge mærke til, at filmen ikke følger den oprindelige historie slavisk, men springer visse dele over, ligesom der nogle steder er byttet om på rækkefølgen af begivenheder. Dette skyldes, at den lange og indviklede historie, ligesom alle andre filmatiseringer, har måtte blive tilpasset filmmediet, så vi ikke skal sidde i biografen i flere timer Det er dog ikke noget, man tænker over som publikum, da fortællingen er skruet rigtig fint sammen, med plads nok til de forskellige optrin mellem Carl, Assad og Rose, som gør bøgerne så underholdende.

Når det er sagt, er der dog flere steder i filmen, hvor man godt kan mærke, at instruktøren og manuskriptforfatterne har haft et langt materiale at arbejde med, som skulle kortes gevaldigt ned. Flere centrale elementer fra romanen er således helt sprunget over eller bliver berørt meget perifært, som fx jagtscenerne, hvilke jo fylder meget i bogen og netop lægger baggrunden for titlen. Flere steder går det derfor lige lidt for stærkt med at drive historien frem, hvorfor filmen ikke får en hel topkarakter herfra.

Det ændrer dog ikke ved, at ”Fasandræberne” er en meget underholdende og medrivende film, som er vel værd at bruge en fredag eller søndag aften på. Det gøres gerne med en jakke på skødet, så man kan gemme ansigtet, når uhyrlighederne på lærredet bliver lige voldsomme nok. For det gør de.

Fasandræberne har biografpremiere 2. oktober 2014.

//vesterbro-nyt//
Onsdag 1. okt 2014 / A00807









blank