Forside ANNONCERING Søg




Foto fra teaterstykket Køkkenelevatoren på Sorte Hest

Køkkenelevatoren på Sorte Hest

RSS

To unge og fremadstormende talenter står på scenen, når Teatret ved Sorte Hest præsenterer sæsonens anden klassiker af den nobelpris-vindende dramatiker Harold Pinter. Teatret kalder denne dedikation for Det Pinter’ske Efterår, som fuldendes, når den lille intimscene den 7. november slår dørene op til premieren på ”Køkkenelevatoren”.

Like Vesterbro-Nyt på Facebook - KLIK HER

Bag idéen til at opføre denne Pinter-gyser står de unge skuespillertalenter Morten Holst (aktuel i de kommende film ”August” og ”Guldkysten”) og Morten Brovn (aktuel som førsteelskeren Lysander i ”En Skærsommernatsdrøm” på Odense Teater). Begge brænder de for Pinters på én gang absurde og spændingsfyldte univers.

Da Morten og Morten præsenterede idéen om at opsætte klassikeren ”Køkkenelevatoren”, hoppede Teaterchef Maria Vinterberg straks med på vognen:

”Pinter er sprængfarlig og interessant, og krydret med Morten og Mortens talent, var det fuldstændig indlysende, at jeg skulle sige ja til denne fabelagtige idé. De to vil med deres sprudlende og fysisk voldelige energi som de to lejemordere udgøre enhver pigedrøm om en bad-ass kæreste”, siger Maria Vinterberg.

For fysisk og farligt bliver det, når Morten og Morten går på scenen som de to lejemordere Ben og Gus. Med et sjældent talent for at kombinere hårdkogte bad boys med komik, slår de sig løs i denne nervesitrende og absurde gyser, hvor volden hele tiden ligger latent under overfladen.

I et nedlagt restaurantkøkken i en kælder sidder de to lejemordere Ben og Gus. De venter på beskeden om, hvornår de skal begå deres næste mord. Først og fremmest slår de tiden ihjel, og tilsyneladende er alt, som det plejer for de to. Men det er bestemt ikke tilfældet. En køkkenelevator sender mystiske madbestillinger ned til makkerparret, og efterhånden stiger deres bekymring og paranoia, og en intern magtkamp opstår. De to lejemordere lader vanviddet og absurdismen strømme i komikkens tegn, og midt i det hele viser én af køkkenelevatorens bestillinger sig at blive skæbnesvanger og fatal.

Hvad er meningen med det hele?
Peter Kunz instruerer denne opsætning af ”Køkkenelevatoren”, som han har en mere fysisk tilgang til, end man ellers ser Pinter iscenesat. Tilført både elementer af Gøg & Gokke-komik og gribende gysereffekter, sætter Kunz ”Køkkenelevatoren” ind i den sorte Black-Box på Sorte Hest, hvor den lavloftede scenografi giver en nærmest klaustrofobisk fornemmelse – som i et nedlagt kælderkøkken.

Ligesom de to unge skuespillere lader også Peter Kunz sig rive med af Pinters ubønhørlige – og i den grad også politiske – syn på virkeligheden samt af de problematikker, som stykket rejser. Omdrejningspunktet er det spørgsmål, som aldrig siges højt i forestillingen: Hvad er meningen med det hele? Ben og Gus lader dette eksistensspørgsmål drukne i hverdagslige diskussioner og overspringshandlinger, uden at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor dem, de slår ihjel, skal dø. Meningsløsheden lurer, men de konfronterer den aldrig – indtil de til sidst tvinges til at tage en skæbnesvanger beslutning.

Med ”Køkkenelevatoren” sætter Pinter fokus på venskab, forræderi og på konsekvenserne af vores handlinger.

Teatret tages ud af scenerummet
Sorte Hest vil have mere Pinter, og derfor tager de tematikkerne fra hans stykker ud af scenerummet og holder en række kunsthus-arrangementer, hvor en ny ekspert til hvert arrangement vil dykke ned i et af de Pinter’ske temaer. Her får teatret blandt andre besøg af politiinspektør og tidligere chef for drabsefterforskningen ved Rejseholdet Bent Isager-Nielsen, bibliotekar & Adjunkt Steffen Gliese samt dramaturg Annelis Kuhlmann. Alle med en billet til teaterforestillingen i løbet af perioden er velkomne. Datoer og det fulde program offentliggøres på teatrets hjemmeside og Facebook.

”Køkkenelevatoren” spiller fra den 7. november til den 6. december 2014. Læs mere på www.sortehest.com.

//vesterbro-nyt//
Onsdag 15. okt 2014 / A00813









blank