Forside ANNONCERING Søg




ANKOMSTEN spiller på Teatret ved Sorte Hest i perioden 25. april – 23. maj 2015.

ANKOMSTEN på Teatret ved Sorte Hest

RSS

Verden har i dag det højeste antal flygtninge i historien nogensinde. Over 45 millioner mennesker lever som flygtninge og tallene stiger – ikke mindst på grund af krisen i Syrien, som har tvunget millioner af familier på flugt. Dette højaktuelle tema tages op i Teater Rio Roses ANKOMSTEN, hvor australske Shaun Tans grafiske roman omsættes til en ordløs, filmisk fortælling om et individ på flugt. Illustrationerne ledsages af live, nykomponeret musik af jazzkomponist og musiker Thomas Clausen. Forestillingen gæstespiller i perioden 25. april – 23. maj 2015 på Teatret ved Sorte Hest.

Like Vesterbro-Nyt på Facebook - KLIK HER

Hvad får et menneske til at forlade sit hjem, lægge alt bag sig og rejse alene til et fremmed land, et sted uden venner og familie, hvor sproget er ukendt, ensomheden overvældende, dagligdagens helt almindelige genstande uden navn og selve fremtiden uvis? Shaun Tans grafiske roman ANKOMSTEN giver et kunstnerisk bud på det spørgsmål, og Teater Rio Rose bringer nu historien ind på teatret.

Teater Rio Rose ønsker at lave forestillinger med bid i, som behandler vigtige og vedkommende emner og sætter dem til debat. I en verden, hvor flere mennesker end nogensinde før bryder op eller er tvunget til at flygte, mener teatret, at det er bydende nødvendigt, at dette tema også behandles gennem kunsten. Når den grafiske romans billeder omsættes til film og ledsages af musik, forstærkes oplevelsen af bogens temaer og udtryk. Den kollektive oplevelse skaber plads til en anden form for refleksion, end den enkelte læser får og skaber grundlag for vigtig samtale.

Millioner på flugt verden over
Overalt eksisterer krig, lemlæstelse, religiøs fanatisme og mennesker, der hader og bekæmper hinanden. Massive strømme af mennesker, der flygter fra rædslerne og prøver at overleve ved at nå et sted, hvor de kan skabe sig et liv. Millioner, der flygter fra krig såvel som fra sygdom og arbejdsløshed. I medierne kategoriseres flygtninge ofte under en massebetegnelse ud fra tal og beregninger, men i ANKOMSTEN kommer publikum helt tæt på hovedpersonens personlige rejse, hvorved forestillingen giver et andet og mere personligt perspektiv på flygtninge. ANKOMSTEN formidler knivskarpt, hvordan det føles at komme til en verden, som man ikke kender eller forstår. Den viser en enkelt flygtnings oplevelse på en måde, så den bliver universel.

Levende lydtapet omfavner lærredet
I forestillingen får det visuelle element mod- og medspil af nykomponeret musik af den anerkendte jazzmusiker og komponist Thomas Clausen, som også fremfører musikken på flygel hver aften akkompagneret af italienske Francesco Calì på akkordeon. Lydbilledet supplerer forestillingens seks kapitler med hver sin stemning – og med plads til improvisation.

Like Vesterbro-Nyt på Facebook - KLIK HER

Den grafiske roman ANKOMSTEN af Shaun Tan udkom i 2006 og har siden vundet flere priser, bl.a. Western Australian Premier’s Book Award (2006), New South Wales Premier’s Literary Awards (2007), Angoulême International Comics Festival Prize for “Best Comic Book” (2008) samt den svenske Peter Pan Pris (2011).

ANKOMSTEN spiller på Teatret ved Sorte Hest i perioden 25. april – 23. maj 2015.

Læs mere på www.teaterriorose.dk eller www.sortehest.com

//vesterbro-nyt//
Fredag 17. apr 2015 / A00870









blank