Forside ANNONCERING Søg




Arkivfoto

I Kollektivet deles man også om bitre følelser og knuste drømme

RSS

Drømmen om et 70’er-fællesskab bliver foldet fuldt ud i Kollektivet. Her får vi en velspillet servering af, hvor meget godt og ondt det kan føre med sig, når man konstant har et medbestemmende publikum til sit privatliv.

Tre ud af seks stjerner
Af Thomas L.W. Toft

Da ægteparret Erik (Ulrich Thomsen) og Anna (Trine Dyrholm) har udsigt til at arve en kæmpe og meget dyr villa, vælger de at overtage den på den mest økonomiske måde, nemlig som et kollektiv. Sammen med datteren Freja indkalder de derfor udvalgte venner og bekendte til en optagelsessamtale for at finde de rigtige til den udvidede familie.

Det bliver en flok meget forskellige personligheder, der alle har den ting til fælles, at de gerne vil være en del af et nært fællesskab. Det indebærer naturligvis ugentlige husmøder (hvor også børnene har stemmeret), fælles øl-køleskab og middage med diskussion og latter.

Den spirende idyl bliver dog pludselig sat på en alvorlig prøve, da Erik forelsker sig i den unge universitetsstuderende Emma. For kan kollektivet bære, at man både bor sammen med sin kone og nye kæreste? Svaret får vi i Thomas Vinterbergs (Submarino, Jagten) nye drama, hvor en familie og et sammenhold langsomt bliver opløst.

Bag Kollektivet står en række af Danmarks dygtigste skuespillere, som alle leverer en meget velspillet præstation, der fint balancerer på grænsen mellem det humoristiske og seriøse drama.

I en film, der i så høj grad trækker på de forskellige karakterers unikke personligheder, er der altid en latent risiko for, at skuespillet bliver både for karikeret og klichépræget. Det sker ikke dog ikke her, hvor især debutanten Martha Sofie Wallstrøm Hansen, der spiller datteren Freja, gør det formidabelt godt som teenager fanget i en gruppe voksnes barnagtige drøm om medbestemmelse og fælleseje.

Men når Kollektivet alligevel ikke får en topkarakter herfra, skyldes det historien, der simpelthen ikke rummer nok indhold til rigtig at underholde publikum. Trekantsdramaet mellem Erik, Anna og den unge Emma er bestemt vedkommende og hjerteskærende, især da det sætter sine dybe spor hos teenagedatteren. Det er bare ikke interessant nok til en hel spillefilm, når man hele tiden føler, at man enten har set eller læst historien før – bare i en anden indpakning.

Er man til det socialrealistiske køkkenvask-drama, hvor almindelige menneskers tilværelse bliver sat på en alvorlig prøve, skal man bestemt tage ind og se Kollektivet. Hvis man derimod mere er til en medrivende og underholdende fortælling, bør man finde en anden film.

Filmen har premiere d. 14. januar.

//vesterbro-nyt//
Torsdag 14. jan 2016 / A00970









blank